Det begynder at spidse til i Gentofte Skakklubs forårsturneringer. Spændingen stiger i topgruppen: Vores Louise Fredericia fik ram på den topseedede Bjarke Gregor fra Øbro Skakklubmed de sorte brikker torsdag aften!
Begge spillere var relativt kort på tid med mindre end et kvarter tilbage i en stilling med mange brikker på brættet og en materiel ubalance. Hvid havde givet tre bønder og løber mod to sorte springere. Egentlig ville jeg gerne tage et billede af slutpositionen, men vinderen nægtede sportsligt at lade slutstillingen forevige. Der var en køn tårnfangst i linsen; ting sker, når tidnøden nærmer sig.
Netop som det lignede en mulighed for den højt ratede Bjarke Gregor for at lave fem gevinster i træk, så er turneringen altså vidt åben igen: Både Louise, Bjarke og vores Ali Araghi har mulighed for at vinde turneringen. Louise skal gøre rent bord mod de tre lavest ratede på listen, Ali skal mindst holde remis mod Bjarke, og Bjarke skal vinde sine to sidste og håbe på, at de øvrige resultater falder ud til hans fordel.
Med det sædvanlige forbehold for, at undertegnede (Christian Jessen) også selv spiller, og desværre ikke kan afse tid til samtidig at følge ordentlig med i andre partier, så bemærkede jeg, at Lars Bronee længe stod godt med Holger Rønnow med forbundne fribønder, men til sidst skulle han holde remis i et slutspil med springer og tre bønder mod modstanderens tårn og tre bønder. Det kan muligvis gøres blandt eksperter, men for en normal klubspiller i tidnød blev det for overvældende.
Ali Araghi fører overraskende turnering efter nu efter to gevinster og en remis. Med Christian Jessen fik han skabt vedvarende pres med det hvid ”London system” mod sorts fleksible, anti-teoretiske opstilling, som ifølge computeren førte til en helt lige stilling efter åbningen, som til gengæld blandt mennesker er sværere at spille for sort. Ali mosede relativt hurtigt sort til bananmos, og afsluttede partiet med et flot angreb og løbergevinst.
Som antydet ovenfor fulgte jeg ikke aktivt med i øvrige partier, men formand Hans Nielsen melder om mange gode dyster. Du kan se resultaterne her: Gentofte kort 90 min.
Der var for tredje gang i træk mange afbud i de øvrige grupper; det vil sige gruppe to i 90-minutters turneringen og de tre grupper i vores 60-min max 1800 turnering. Bestyrelsen gør sig derfor overvejelser om, hvordan den fremtidige turneringsstruktur skal være, så der kommer kontinuitet, og man som spiller hver uge kan glæde sig til ens turneringsparti torsdag aften. Færre afbud, nogle af dem endog ”på dagen”, vil gøre det mindre besværligt og tidskrævende at være turneringsleder. Det vil ligge os fjernt at forsøge os med brok og formaninger, men generelt er der i turneringsskak en forventning om, at man er disciplineret omkring ens deltagelse, og i absolut videst mulige omfang friholder torsdag aften fra andre spændende aktiviteter. En fem runders turnering er kort og overskuelig.
/Christian Jessen
Comments