Last Sunday
Tilbagevendende skakturnering for børn
”Last Sunday” er en skakturnering for børn, der afholdes – som navnet siger - den sidste søndag i hver måned. Turneringen er for alle børn/juniorer op til og med 17 år. (Man må ikke være fyldt 18 år på spilledagen.)
Her forsøger vi at give mulighed for, at juniorerne får lov til at træne det at spille rigtig skak i en rigtig skakturnering overfor en rigtig, levende modstander. Der er så mange ting man skal kunne mestre ud over det at rykke brikkerne fornuftigt. Tiden, man har, skal man administrere på en god måde. Nerverne skal tøjles og spændingen mærker man både før og under partierne. Man skal trække hurtigt, men ikke for hurtigt! Og når man taber, og det gør alle af og til, skal man kunne håndtere det også. Her er tilbuddet, hvor skak virkelig kan trænes! Hver måned, 10 gange om året.
Vi søger også at gøre det hyggeligt for tilskuere/voksne, der kommer og overværer turneringen. Lige for tiden afholder vi turneringen i Kildeskovshallen, hvor cafeens ejer sponsorerer kaffe til os hele dagen – og tilbyder et lokale, hvor man kan sidde og spise sin medbragte frokost og hyggesnakke eller analysere skak, hvis man har tid og lyst til det.
Vi glæder os til at se en masse skakspillende børn spille en masse god skak til vores arrangement!