3rd Last Sunday og skak som aktivitet
- Rune
- 26. maj
- 3 min læsning
På kort tid er "Last Sunday" - den tilbagevendende skakturnering for børn hver den sidste søndag i måneden - blevet til noget, der er værd at se frem til i Gentofte Skakklub - for både arrangører, skakspillende børn og voksne tilskuere.
Børnene hygger sig med skak og med hinanden og det er børnene, der er i centrum - og forældrene, der følger med og bakker op - ikke omvendt. Det kan de godt mærke.
Børn og forældre er sammen om en aktivitet og møder også andre børn og forældre og så går snakken. Alle kan være med og alle bliver lidt grebet af stemningen.
Børnene har en god dag og trives næsten uanset, hvordan det går. Der skal hoppes lidt af glæde og tørres en tåre, men så er det klaret og så er det videre.
Men udover, at de lærer en masse om skak og skakstrategi, så lærer de også en masse om deres egne tanker/handlinger/følelser og om at forholde sig til disse.
De glædes når de SELV finder et godt træk og de mærker også, hvad der sker, når det er modstanderen, der finder de gode træk og de ikke selv var opmærksomme nok.
"Konsekvensen af egne tanker og handlinger" er et vigtigt aspekt i skak. Børnene lærer at "tænke sig om, før de trækker." De lærer, at holde fokus på "det vigtige" - ikke at blive "overlistet af en smart modstander" og på at være omhyggelige. De lærer 1000 ting... og mærker, hvordan deres egne følelser - på godt og ondt - føles... og må så håndtere dem. De voksne er lige ved siden af og træder altid til, hvis der er en, der har brug for et trøstende ord. Vennerne er der også og tit hører jeg
et barn sige til et andet: "Du spillede godt!" - Trøstende ord, der kommer på rette tid og sted. Jeg (træner, Rune) har beskæftiget mig med børn, skak og skakundervisning i snart 20 år og jeg kan blive ved med at overraskes over, hvor godt det er for børn, at være sammen og spille og træne skak. Jeg har ikke meget dårligt at sige om det, men anerkender naturligvis at skak ikke bør stå alene, at også andre aktiviteter tilsvarende kan - og skal - give en masse godt til børn i deres liv og udvikling mod at blive voksne. Fordybelse er klart et nøgleord i denne sammenhæng, når man vælger at beskæftige sig med noget. Den ugentlige skaktræning er et samlingspunkt og giver noget. Men derhjemme bør børnene læse bøger og træne løsning af skakopgaver på papir - og nu da vi skriver år 2025 - også på computeren. De to store portaler "Lichess.org" og "Chess.com" er vildt vigtige for skakinteresserede børn, at bruge så at sige dagligt. De tilbyder så meget "interaktiv" skaktræning, at det er svært at undvære. Lichess er 100% gratis og 100% god. Det er "Open Source" og der bygges videre på platformen ligesom fx på Wikipedia - og man behøver ikke andet, for at blive dygtig til skak end det. (De sociale kompetencer, vennerne og spændingen må man dog stadig ned i skakklubben og til skakturneringerne for at finde.) Chess.com tilbyder det samme som Lichess men er mere kommerciel. En meget flot hjemmeside, som appellerer mere til børn og voksne end Lichess - men i grunden tilbyder det samme. Her er det meste også gratis, men vil man udnytte hele portalen må man op med klingende mønt ved et abonnement pr. år. (Mener, at det ligger på 400 kr. ca.) Hvis børnene vil blive gode til skak - og hurtigt udvikle sig - så er den nemmeste, bedste, hurtigste og eneste vej at få en profil på en af disse portaler, lærer den at kende og så bruge den til den daglige træning. Det vil speede udviklingen i skak op med mange, mange 100% - i forhold til dem, der ikke bruger disse portaler. I dag ser vi jo mange, mange talentfulde børn blive stormestre når de er 12 år gamle, hvor den enestående verdensrekord i gamle dage var 15 år. (Bobby Fischer.)
4th Last Sunday er på trapperne og efter den kommer 5th, 6th osv. Et super koncept som kun lige har set dagens lys.
Comments