Anders mod verden...
- Rune

- for 9 timer siden
- 4 min læsning
En træt 12-årig dreng er blevet en oplevelse rigere. Det samme er de 14 skakspillere, der efter Gentofte Skakklubs årlige simultanforevisning ser tilbage på nogle timer med skak, kamp og – for enkelte – en smule lidelse.
I år havde vi henlagt simultanforevisningen til Hovedbiblioteket i Gentofte. En fin bygning, tegnet af arkitekt Henning Larsen (1925–2013) og opført i 1985, med en passende stor sal, Øregårdsalen. Henning Larsen er måske mest kendt for sin medvirken til Mærsks projekt, Operaen i Københavns Havn, men han har naturligvis tegnet et væld af andre bygninger.
Efter en kort velkomst, hvor Anders fortalte lidt om sit liv med skak gik han friskt til opgaven. 11 deltagere var mødt op, og yderligere tre kom til næsten med det samme, da de som tilskuere pludselig fik stor lyst til at være en del af det hele i stedet for blot at kigge på.
Fx var hele familien Riis-Rønje – Charlotte, Anders, Olivia og William – samlet med det spinkle håb om, at en af dem kunne hjemføre en præmie. Der var nemlig præmier til både vindere og remisholdere, hvis Anders skulle finde på at afgive point.
Ret hurtigt måtte Anders Riis(?) dog ned med nakken. Han var knapt kommet i gang, før han var færdig, og datteren Olivia led samtidig voldsomt på brættet ved siden af. Snart var det slut for dem begge.
Simultanspiller-Anders' far, Sune, havde velvilligt sagt ja til at udfordre sønnike. Han var på forhånd ikke spået lang levetid ved brættet, men det lod han sig ikke mærke af. Han kæmpede med næb og klør et par officerer nede. Mor Marie havde klogeligt valgt tilskuerrollen.
Martin Boulanger fik et godt parti, og Jørn Pihl Hansen, hans sidemand, ligeså.
Pludselig var der en vinder: Anders havde tabt til Benjamin Sode, der var kommet fra Hillerød Skakklub med omkring 2000 i rating – tilsyneladende for at hente en præmie - og det lykkedes! Tillykke til ham!
William og mor Charlotte var pludselig ude af kampen, vist nok med Charlotte som den længstlevende. Dermed kunne familien Riis-Rønje tage hjem 100 % forslået. Selv Williams vandflaske skulle senere lide et voldsomt knæk med tårer fra både William og vandflaske. Sune kæmpede videre. Det gjorde Nevo også, en af Gentoftes mange juniorer, som dog havde en noget tvivlsom stilling med de sorte brikker.
Ved siden af sad en af de nye i Gentofte-sammenhæng, Ivan. Ivan kan godt spille god skak, og det viste han også denne dag. Han nåede frem til et vundet slutspil.
Efter at have ”siddet over” i flere runder, end man med rimelighed havde lov til, besluttede Ivan dog, at han ikke ville vinde partiet alligevel. På bedste gentleman-manér tilbød han Anders remis, og Anders smilede og tog imod.
En meget fair mand, ham Ivan!
Maksim og Alexander (søn af den berømte skakspiller Gitte Sanddahl), begge lovende juniorer, havde en hyggelig dag, der dog endte med nederlag til begge. Fine, lange partier dog.
En engelsktalende tilskuer, som havde valgt at spille med, blev også gjort kold. Han takkede høfligt for kampen og traskede videre med kone, barn og bedstefar. Tak for det. Ligeledes fordampede endnu en tilskuer, efter at Anders havde slået ham.
Sune kæmpede videre… men nu var det slut. Han kunne dog se sig selv i øjnene efter god indsats.
Og Martin måtte så også ned. Slutspillet holdt alligevel ikke. Øv – men flot at være næstsidst færdig!
Jørgen Pihl Hansen så til gengæld ud til at have fat i den lange ende. Et slutspil med tre bønder mod to på den ene fløj – de tre til Anders – og to samlede fribønder på den anden fløj til Jørgen. Dertil en stærk løber mod en mindre farlig, men naturligvis djævelsk, dansende springer. Det så ud til at skulle blive en sejr til Jørgen!
Anders tog en stol og satte sig over for Jørgen. Dels for at fokusere kun på ham og give ham modstand til sidste brik – dels fordi han simpelthen var træt i benene.
De to spillede et fint slutspil, som måske til begges fortrydelse endte i remis.
Flot kæmpet af Jørgen som fik en æske Aftereight chokolade for indsatsen.
Resultater
-----------------------------------------------
Anders – Charlotte 1 – 0
William – Anders 0 – 1
Anders – Sune 1 – 0
Nevo – Anders 0 – 1
Anders – Ivan ½ – ½
Tilskuer – Anders 0 – 1
-----------------------------------------------
Olivia – Anders 0 – 1
Anders – Anders 1 – 0
Benjamin – Anders 1 - 0
Anders – Jørn ½ – ½
Martin – Anders 0 - 1
Anders - Alexander 1 - 0
Maksim – Anders 0 - 1
Anders – Tilskuer 1 – 0
------------------------------------------------
Anders – Verden 12 – 2
Eneste vinder: Benjamin Sode, Hillerød Skakklub.
To remis-holdere: Ivan og Jørn.
Vil man gennemspille Ivans parti mod Anders er det her: Link
Alt i alt en flot indsats af Anders – og en hyggelig dag med masser af skak,
kamp og godt humør.
Tak for en god dag :-)
Rune




Kommentarer