top of page

Kristi Himmelfartsdag

  • Forfatters billede: Rune
    Rune
  • 30. maj
  • 3 min læsning

Nogle skakklubber holder lukket på helligdage, men i Gentofte Skakklub var der "åbent hus" Kristi Himmelfartsdag. Det nærmeste væltede ind med nye talentfulde medlemmer. Der var lagt op til at alle juniorer på diverse juniorhold kunne møde ind og se, snakke og spille skak mod hinanden - på kryds og tværs af de hold de normalt går på - og det var en stor succes. Mellem 10 og 15 børn og voksne mødte op i de tre timer, heraf flere faktisk ret talentfulde unge skakspillere, som lige skulle se klubben an. Solal, en ung mand på 11 år fra København Nord, med hele 1600+ i rating prøvede kræfter med skaktræner Rune, der havde træneransvaret på dagen. Partiet var rigtig velspillet og Solal spillede 1.c4 og viste igennem hele partiet forståelse for "det positionelle i skak", altså hvordan man stiller brikkerne på de rigtige felter, så de står godt. Det er noget man lærer senere hen i sin skakudvikling, men Solal var altså godt i gang med at arbejde med den side af skakken. En anden ung mand med 1500+ i rating, William fra Helsingør, dukkede derefter op. Williams første skakparti i Gentofte var en simultan mod to juniorer. Det blev vist 1-1, men det er da også meget godt klaret. William spiller skak i Helsingør, men trængte simpelthen til "mere skak" - skak flere gange om ugen, så derfor var han på besøg, for at se Gentofte Skakklub an. Nu dukkede fire unge fyre op: Gustav, Norr, Hugo og Emil. Alle fire satte sig hurtigt sammen, de kendte vist hinanden, og gik i gang med at flytte skakbrikker. Norr, havde jeg mødt tidligere, da han faktisk efter en pause fra skakken dukkede op til vores mere seriøse skakturnering med klassisk betænkningstid, og slog en ret garvet skakspiller, der dog har holdt pause fra skakken i 35 år. Et flot parti, og en flot gevinst af unge Norr, der vist også selv var lidt overrasket over at vinde. De tre andre havde jeg ikke mødt tidligere, om end Hugo kendte mig. Hugo har kun spillet skak (online) i 3 måneder, men er uhyggeligt skrap det taget i betragtning. Super sjovt og spændende at møde en ung interesseret mand på 14 år, der er i sin bedste alder til at lære og udvikle sig og selv har gjort så stort og flot et forarbejde. Han var også meget interesseret i at lytte og lære, og så er vejen vist bare åben for, at han nok skal blive dygtig - eller dygtigere! Gustav og Emil er også helt nye, og jeg nåede ikke rigtig at snakke med dem så meget, men det kommer jo nok. Om aftenen spillede 14 skakspillere, unge og gamle, kvinder og mænd lynskak mod hinanden. Her deltog Solals far, Jon, også og han kunne altså også spille fin skak. Nogle unge var taget hjem men nu dukkede Norrs morfar, Erik, op... han kunne spille lidt, fik vi at vide, og det må man sige.

Også Clara, en voksen kvinde, hvilket man jo ikke ser så tit i en skakklub, dukkede op. Hun spillede også med i turneringen og slog blandt andet Erik. Michael Maigaard dukkede op, Sohrab - der i øvrigt lavede dejlig kaffe - Vartan, Michael, Alice, Christian Ingvaldsen og Jørn Pihl Hansen - og så var vi 14 i alt til lyn. Rune satte sig tungt på 1. pladsen og Michael Maigaard på 2. pladsen. Dernæst kom Vartan og så den unge Solal på 11 år, der delte 3. pladsen. Sidst på aftenen spillede Christian Ingvaldsen lidt klaver og Alice, Christian og Rune sluttede så aftenen af med at kigge på lidt åbningsteori inden der blev ryddet op og lukket af kl. 23.00 - Mega god aften/dag... og mange nye folk som nok finder ned i klubben igen, tænker jeg.

 
 
 

Seneste blogindlæg

Se alle
Nyt ansigt i bestyrelsen...

På den netop overståede generalforsamling valgtes Pavlina Ivanova ind som menigt medlem. På ganske kort tid har hun vist sit værd som...

 
 
 

Comments


Gentofte Skakklub

Byens Hus - kun 2 min fra Hellerup st.

Hellerupvej 24, 2900 Hellerup, Danmark

info@gentofteskak.dk : +45 60227234

©2025 by Gentofte Skakklub.

bottom of page