Sidste "Last sunday" - i 2025
- Rune

- 30. nov. 2025
- 2 min læsning
Klubben har arrangeret den tilbagevendende juniorskakturnering "Last sunday" hele 8 gange i år men nu er det også slut. Året er omme og novemberturneringen blev den sidste.
Det kunne man passende evaluere på, nu da vi står overfor et nyt år, men vi evaluerer faktisk løbende og vi mener at være nået frem til, at det er et så godt koncept at vi vælger at fortsætte med at invitere til skakturnering for børn i 2026. Hurra for det! I år har 248 børn deltaget (dog er der mange, der har deltaget flere gange, så det reelle tal er noget lavere.) Det er blevet til ca. 744 skakpartier og et hav er pokaler og ikke mindst medaljer er uddelt. Frokosten er også et trækplaster og denne gang fik arrangørerne hjælp af Norrs bedstemor, Helene - samt af Thomas Gjedde - der anrettede buffeten i særklasse. Næsten hele opvasken var også taget (igen mange tak!) så oprydningsarbejdet var minimeret og turneringsarrangør Alice og Rune kunne slippe for en times arbejde.
Skak er en hård sport. Der bliver grædt og hulket, når det ikke lige går som man havde forventet - men andre gange bliver man så ellevild af lykke, når man får sat mat eller modstanderen er uopmærksom og man selv slår til! Gevinster trylles pludselig om til tabsstillinger, remiser reddes hjem. Sådan er skak og klarer man en skakturnering kan man gå ud i verden og klare så meget andet. Man er modnet. I er klar til verden!
Alice og jeg, samt Gentofte Skakklubs øvrige bestyrelse vil gerne takke alle for deres skaklige og/eller huslige indsats. Må året 2026 byde på endnu mere af den slags. Godt nytår, Last Sunday deltagere! Resultater for alle turneringer kan ses under hovedmenuens punkt: "Last Sunday."


Kommentarer